Når du skal giftes, er der alverdens bryllupsritualer og traditioner, du skal overholde for at få et traditionelt og klassisk bryllup mange altid har drømt om.
I denne guide vil der blive taget udgangspunkt i bryllupstraditionerne ved en kirkevielse.
1) Bryllupstraditioner brud og brudgom
Der er en række gamle bryllupstraditioner, der forventes af bruden og brudgommen.
Da der findes et utal af traditioner, har vi taget de mest anvendte her i Danmark.
Bryllupstraditionerne i andre lande som for eksempel USA, vil være variere fra dem i Danmark grundet historie og kultur.
Natten før brylluppet
Traditionen siger, at det bringer uheld at sove i samme seng natten før brylluppet, ligesom det også bringer uheld hvis gommen ser bruden i brudekjole før selve vielsen.
Ankomst til kirken, brudgom
Normalvis ankommer brudgommen med sin forlover 30 minutter, før ceremonien starter. De sætter sig ved alteret i højre side med brudgommen tættest på alteret.
Ankomst til kirken, bruden
Bruden ankommer som den sidste til kirken sammen med personen, der giver hende væk. Dette vil typisk være hendes far eller et andet mandligt medlem af familien. Bruden går ind til venstre fra ham, typisk til tonerne af Bryllupsmarchen. Eventuelle brydepiger og svende vil følger efter bruden ind i kirken. Bruden stiller sig til venstre i alteret
Bruden bæres over dørtærsklen
Det er kutyme, at når brudeparret kommer hjem fra brylluppet, skal brudgommen bære bruden over dørtærsklen. Rent symbolsk indikerer dette, at bruden går fra hendes gamle liv til hendes nye sammen med sin mand.
Morgengave
Traditionen byder, at brudeparret giver hinanden en såkaldt morgengave. Morgengaven gives til hinanden morgenen efter brylluppet og bør være en personlig gave, der kan tåle tidens gang.
Bilen til brudeparret
Bilen der transporterer brudeparret fra kirken er typisk pyntet med dåser, der bliver trukket efter bilen. Derudover bliver bilen tit pyntet op og et ”nygift” skilt bliver sat i bagruden eller lignende.
Læs også: De flotteste måder at folde servietter til bryllup
2) Bryllupstraditioner tøj
Der er en række traditionelle krav til brudeparrets påklædning, der stammer mange århundreder tilbage. Nedenfor er der oplistet de mest almindelige bryllupstraditioner i Danmark.
Brudeslør
Brudesløret er en af de mest klassiske bryllupstraditioner og symboliserer brudens jomfruelighed og uskyld. Tradition siger desuden, at efter brudevalsen bør brudepigerne rive brudens slør i stykker for at bringe bruden held i livet.
Strømpebånd
Brudens strømpebånd er også traditionelt set forbundet med en række skikke. Mest normalt er det, at gommen tager sin hustrus strømpebånd af og kaster det blandt de ugifte mandlige gæster til brylluppet – En mandlig pendant til kastet af brudebuketten.
Brudens sko
Brudens sko må ikke være købt af gommen, og må desuden ikke gå i stykker, da det vil symbolisere at ægteskabet også vil gå i stykker.
Brudebuketten
Brudebuketten, der købes af gommen, er blandt de mest ikoniske traditioner i forbindelse med et bryllup. Bruden kaster buketten ud mod de ugifte kvindelige gæster, og den af pigerne der griber buketten vil være den næste til at blive gift.
Tilbehør til brudens tøj
Bruden skal bære noget gammelt, noget nyt, noget lånt og noget blåt. Dette er især en bryllupstradition i USA, men mange i Danmark følger også traditionen. Nogle putter også en mønt i brudens sko for at symbolisere, at parret aldrig kommer til at mangle penge.
Brudgommens tøj
De traditionelle krav til brudgommens påklædning er langt mindre end til bruden. Typisk går mange ikke op i brudgommens påklædning i kirken, hvilket typisk resulterer i, at gommen typisk har et mørkt jakkesæt på eller en mørk smoking.
En tradition der knytter sig til gommens påklædning er, at man efter brudevalsen klipper tåen af gommens strømper. Dette gøres for at forhindre ham i at fri til andre piger.
3) Bryllupstraditioner taler
Talerækkefølge
Traditionelt er der en talerækkefølge, som typisk altid er den samme.
- Først vil værten eller toastmasteren byde gæsterne velkommen
- Derefter følger brudens far
- Efterfølgende vil gommens tale til bruden og hendes familie komme
- Herefter taler forloveren
- Bagefter er det tid til brudgommens fars tale
- Slutteligt kan bruden holde en tale, hvis hun har lyst
- Eventuelt andre talere vil følge ovenstående rækkefølge
Læs også: Sådan skriver du en bryllupstale
4) Bryllupstraditioner for gæster
Som gæst til et bryllup er der også nogle traditioner og skikke, der skal følges for at det bliver et traditionelt dansk bryllup.
Placering i kirken
Gamle bryllupstraditioner siger, at kvinderne skal sidde til venstre for altergangen og mændene til højre. Nu til dags bliver denne skik dog ikke overholdt, hvorfor der ikke er mange traditioner forbundet med gæsternes placering i kirken. Dog er de forreste rækker typisk forbeholdt brudeparrets nærmeste.
Kaste ris
Man kaster ris efter brudeparret, når de forlader kirken eller rådhuset, og igen når de forlader bryllupsfesten. En anden bryllupstradition er at kaste korn. Symbolsk er det dog det samme. Eneste forskel er at ris i gamle dage var eksotisk og dyrt at fremskaffe, hvorfor man benyttede korn i stedet.
5) Bryllupstraditioner festen
Traditionerne til bryllupsfesten er forholdsvist begrænset. Dette er blandt andet fordi bryllupslokalerne historisk har varieret utrolig meget. Nogle foretrækker at holde det i selskabslokaler, mens andre foretrækker restauranter. Nedenfor er der dog listet de mest traditionelle traditioner, du vil se til de fleste bryllupsfester.
Bryllupskagen
Bryllupskagen spises efter middagen og er forbundet med en særlig tradition. Brudeparret skal sammen skære kagen for og derefter made hinanden med et stykke kage.
Brudevals
Brudevalsen indebærer, at brudeparret danser alene, mens gæsterne danner ring om dem og klapper. Gradvist gøres kredsen mindre indtil, der ikke længere er plads til at danse, hvorefter brudeparret kysser hinanden og resten af selskabet tilslutter sig dansen.
Mange af ovennævnte traditioner bliver også anvendt som bryllupstraditioner ved rådhusvielser, så skal du holde dit bryllup på et rådhus, kan du sagtens bruge mange af traditionerne til dit bryllup.
Efterhånden som årene er gået er traditionerne også blevet mere og mere udvasket, så nu til dags er der intet i vejen for at lave jeres egen fortolkning af bryllupstraditionerne.
Husk det er jeres bryllup, og i skal gøre hvad i synes er bedst!
Vi håber, du har fundet guiden anvendelig, og vi håber, du vil nyde den store dag, tillykke!
Andre blogindlæg du måske vil kunne lide: